Mange med smerter oplever at deres søvn er forstyrret i de perioder hvor smerterne er værst. Søvnforstyrrelserne kan være alt fra at det er svært at falde i søvn, at vågne tidligere end normalt eller at man vågner hver gang man vender sig i sengen. Disse eksempler er helt normale ved smerter fra muskler og led. Man bør som udgangspunkt ikke være bekymret hvis man oplever sådanne søvnforstyrrelser selvom det kan være yderst irriterende.
Man bør være opmærksom på om man holdes vågen i længere tid som f.eks halve og hele timer og har svært ved at finde ro fordi smerterne er slemme om natten. Er det tilfældet og har det stået på over noget tid bør man for god ordens skyld opsøge egen læge for yderligere udredning.
Man har forsøgt at kigge nærmere på hvad det betyder for folk (både raske og patienter) at de ikke får deres søvn. Bl.a. ved man at de som ikke får deres søvn har en forøget smerteoplevelse. Det skyldes sandsynligvis at de signaler i kroppen som har den funktion at de skal reducere smerter ikke virker som de skal længere. Faktisk kan selv en enkelt nat med en meget forstyrret søvn resultere i reduceret smertetærksel og dermed en øget oplevelse af smerter i en efterfølgende kortere periode.
Ligeledes producerer kroppen flere af de inflammatoriske stoffer som er med til at forøge og vedligeholde smerten.
I praksis betyder det at det giver god mening at forsøge at optimere muligheden for at få sin søvn når man har smerter da manglende søvn med al sandsynlighed kan være med til at vedligeholde smerterne.
Det er selvfølgeligt lettere sagt end gjort men det kan være en mulighed at forsøge at placere sig anderledes i sengen ved hjælp af dyner og puder.
Det kan også give god mening at tale med sin læge om medicinering mhp at reducere smerterne om natten. Det kan sagtens være at de mere almindelige smertestillende såsom f.eks Panodil og Ipren er dækkende. Mens det i andre tilfælde kan det være nødvendigt med stærkere smertestillende eller regulær sovemedicin. I de senere år har man bl.a. eksperimenteret med medicinering af hormonet melatonin som vi producerer naturligt i hjernen. Melatonin kaldes også “mørkets hormon” da det dannes i døgnets mørke timer og fremkalder søvnighed. Melatonin har vist sig at have få bivirkninger og samtidig virke regulerende på de centre i hjernen som er involveret i vores oplevelse af smerter og dermed reducerer smerterne.
Patrick H. Finan, Ph.D., Burel R. Goodin, Ph.D., and Michael T. Smith, Ph.D. The association of sleep and pain: An update and a path forward. J Pain. 2013 December ; 14(12): 1539–1552. doi:10.1016/j.jpain.2013.08.007.
Monika Haack, PhD; Elsa Sanchez, BA; Janet M. Mullington PhD. Elevated Inflammatory Markers in Response to Prolonged Sleep Restriction Are Associated With Increased Pain Experience in Healthy Volunteers. SLEEP, Vol. 30, No. 9, 2007, 1145 – 1152.
Sigrid Schuh-Hofer, Rachel Wodarski c, Doreen B. Pfau, Ombretta Caspani , Walter Magerl, Jeffrey D. Kennedy, Rolf-Detlef Treede. One night of total sleep deprivation promotes a state of generalized hyperalgesia: A surrogate pain model to study the relationship of insomnia and pain. PAIN 2013, 1613 – 1621.
Srinivasan, V., Zakaria, R., Jeet Singh, H. Acuna-Castroviejo, D. Melatonin and its agonists in pain modulation and its clinical application. Arch Ital Biol. 2012 Dec;150(4):274-89. doi: 10.4449/aib.v150i4.1391.
fysioaalborg@gmail.com
Telefon: 30 71 14 15
CVR: 29022666
FysioAalborg
Hjulmagervej 11
9000 Aalborg