Fysioterapi kan hjælpe hvis du har ondt i lænden.
Mit indlæg i denne omgang, handler om hvad det er for en information, vi giver vores patienter og hvilke konsekvenser det kan have for dem. Det er inspireret af min praksis med patienter og deltagelse i en workshop med fysioterapeut og professor Peter O´Sullivan som forsker i og arbejder med rygpatienter.
På workshoppen så vi to patienter som havde vedvarende rygsmerter. Den ene en ung mand på 19 år som havde haft smerter i lænderyggen gn. 3 år. Den anden patient var en dame i 60 érne som havde haft smerter i lænderyggen gn. 10 år og i den periode var blevet førtidspensioneret pga sine rygsmerter. Fælles for dem begge, var at de var moderat begrænsede i deres dagligdag hvad enten det handlede om støvsugning, handle ind, løbeture eller det at studere.
Begge havde tidligere i deres sygeforløb fået foretaget mr-scanninger, på trods af at de ikke udviste tegn på alvorlig sygdom eller rodtryk som f.eks ved diskusprolaps.<br />Uheldigt for de to patienter viste deres mr-scanninger, at de havde en diskusprolaps. Den information havde sundhedsfagligt personale fortalt dem ,at man kunne se på mr-scanningerne. Uheldigt fordi ingen af de to patienter på noget tidspunkt har haft de kliniske symptomer på diskusprolaps. De er med al sandsynlighed i den gruppe på ca. 30% af befolkningen som har en diskusprolaps på en mr-scanning men som ikke vil opleve symptomer fra diskusprolapsen. Jep den er god nok – der er langtfra altid overenstemmelse mellem de dyre mr-scanninger og folks smerter. Det skal jeg nok informere meget mere om i mit næste indlæg.
Tanken om en diskusprolaps havde skræmt vores patienter og satte en frygtelig masse og ikke særligt hensigtsmæssige tanker i gang. Den unge mand havde tilfældigvis en far som havde en diskusprolaps, hvilket havde været hårdt ved familielivet og derfor bekymrede han sig om hvad hans fremtid med en diskusprolaps ville være. Han søgte viden på internettet men den var som oftest negativ i form af eksempler med operation, tabt arbejdsevne og voldsomme billeder. Han beskrev bl.a sin diskusprolaps som blå.
Damen i 60 érne havde prøvet en masse behandlere og intet havde hjulpet men fælles for de fleste var at budskabet om en rank ryg var gennemgående og yderst vigtigt hvis man ikke skal gøre en diskusprolaps værre eller få vedvarende rygsmerter. Det budskab havde hun taget til sig og levet efter de sidste 10 år. Det interessant ved hende var, at hun fortalte, at det at sidde ret op, samt udføre funktioner med rank ryg gav hende smerter. Hun gjorde det fortsat pga. budskabet fra sundhedspersonalet og vores kultur om at det er det rette at gøre – på trods af at det provokerede hendes smerter!
Det er tydeligt for en enhver at disse patienter ikke “bare” har et muskel-skeletproblem. De er påvirket af et virvar af faktorer inkluderende deres omgivelser, kulturen og myter omkring rygsmerter, tankerne om hvad der kan ske hvis de gør noget forkert og ikke mindst deres mr-scanninger. Desuden er det videnskabeligt underbygget, at netop sådanne faktorer er utroligt kraftige facilitatorer der påvirker folks smerter i en negativ retning og dermed kan bidrage til yderligere smerter. Det vil faktisk ikke være forkert at konkludere, at de stadig i høj grad har deres rygproblem pga mangel på eller decideret misinformation vedrørende deres rygproblem fra sundhedssektoren.
Min pointe er, at vi i vores kommunikation med og til patienterne virkeligt kan komme galt afsted hvis vi ikke ved hvad vi taler om, eller ikke rådgiver udfra en opdateret viden fremfor de myter og paradigmer vores kultur har bygget op. Det betyder også, at skal vi hjælpe disse mennesker bliver vi nødt til at afdække, hvad der så og sige rør sig i vores patienter af tanker og overbevisninger. Hvordan finder vi ellers ud af hvad det er vi skal behandle med. Er det folks tanker , overbevisninger og bekymringer der overvejende skal adresseres mod eller er det noget muskel – skelet der er det primære.
Baseret på ovenstående giver det heller ikke mening, at behandle patienter ens eller udfra en én-dimensionel tilgang uden hensyn til patientens “levede liv”. Desuden kræver det, at vi som behandlere er opmærksomme på, at vi selv er en del af den kultur der kan have både en negativ og positiv effekt på patienter og ikke mindst deres fremtid.
<p><a href=”http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25430861″ target=”_blank” rel=”noopener”>Brinjikji et al (2014)</a></p>
<p><a href=”/%3Ca%20href=”https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/20838269/”>http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20838269” target=”_blank” rel=”noopener”>Sloan and Walsh (2010)</a></p>
<p><a href=”http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/?term=Impact+of+biomedical+and+biopsychosocial+training+sessions+on+the+attitudes%2C+beliefs%2C+and+recommendations+of+health+care+providers+about+low+back+pain%3A+A+randomised+clinical+trial” target=”_blank” rel=”noopener”>Domenech et al (2011)</a></p>
<p><a href=”http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/?term=Campbell+et+al+2013%2C+Journal+of+pain” target=”_blank” rel=”noopener”>Campbell et al (2013)</a></p>
